Et eksempel på en aftenvagt på en lukket psykiatrisk afdeling, der starter ligesom så mange andre. Sygeplejersken Emma møder ind til sygemeldinger og akutte patienter, og personalet er nødt til tænke kreativt for at komme igennem vagten på bedste vis. I løbet af kun tyve minutter vil tilliden til systemet blive sat på prøve.

Efter deres fælles fars død, vil Sigurd tilgive sine ældre halvsøskende Astrid og Jens for den mobning de udsatte ham for som barn, men det kommer ikke til at gå som planlagt. Astrid og Jens vil ikke tage imod tilgivelsen, da de ikke føler, de har gjort noget, de skal tilgives for. Afvisningen får Sigurd til at indse, at han faktisk vil have en undskyldning, men det får kun konflikten mellem ham og hans søskende til at eskalere. De falder alle tilbage i deres gamle roller og traumer fra barndommen bringes op til overfladen.

I en nær fremtid hvor en pille kan forlænge udelukkende kvinders liv med 400 år, og mænd overalt mister indflydelse til følge, møder vi den nu afsatte statsminister, Kim Harding, som han samler en gruppe forurettede mænd bag sig i et forsøg på at genvinde statsministerposten, og genoprejse patriarkatet. Alt går efter planen, lige indtil Kims discipel, den yngre, vredere, mere idealistiske mand, Karl, vinder gruppen og udfordrer Kim i en intern kamp på magt og ære.

‘Companion’ er en ny teknologi der gør det muligt at få indopereret relationer via en chip. Saga er anti-tech, ensom og har svært ved at komme i kontakt med andre, da den populære teknologi skaber distance mellem mennesker. Da hun møder sin tidligere barndomsveninde Etta, som hun savner i sit liv, ser hun en mulighed for at genskabe en ægte og dyb relation. Etta har dog selv en ‘companion’, så det er svært at genetablere deres bånd, hvilket driver Saga ud på en rejse hvor hun må gå på kompromis og vende blikket indad i jagten på en ægte relation.

Den fattige og gravide tjenestespige Karen har fået til opgave at opvarte den unge og fængslede adelskvinde Rigmor. Deres skrøbelige ‘tvangsvenskab’ byder pludselig på chancen for et bedere liv, da Rigmor nævner en værdifuld skat, der ligger begravet ude i skoven. Kvinderne trodser deres forskelle i drømmen om frihed og prøver at stikke af, men kan de skabe en alliance på tværs af klasseforskellen og flygte fra deres skæbne?

Roland står uden for det kollegiale fællesskab i bowlinghallen, hvor han arbejder. I kølvandet på en tragisk ulykke finder han dog, som det eneste vidne, pludselig bekræftelse fra sine kolleger. Men så begynder han at pynte på historien.

Dyrepasseren Hans-Erik arbejder på et dyreinternat og er kørt fast i dagligdagens magelige hamsterhjul. Men da internatet pludselig opkøbes må han brat søge hjælp hos karrierecoachen Mona for at redde sit job. Mødet med Mona vender alting på hovedet for Hans-Erik, og han indser, at der måske er noget, der er vigtigere end jobbet.

I en udkantsby, præget af en ildeset forbud mod indtalgelse af alkohol og en sitrende stemning af dårligdom, vågner den fordrukne landbetjent med rasende tømmermænd og et stort problem: han har mistet sin revolver. På jagt efter sin forsvundne revolver, kæmper betjenten en forgæves kamp for at holde fast på kontrollen over arbejdernes promille og en fremmed knallertbande med onde intentioner.

Den katolske præst William har efter en hård opvækst viet sit liv til kirken og gud. Forud for begravelsen af en ung kvinde opsøges William af den afdødes far Torben, der bekender foruroligende synder, han har begået i sin datters barndom. En mistanke om overgreb overvælder William, og da han erfarer, at Torben nu skal tage sig af sit barnebarn efter datterens død, begynder et kapløb med tiden.

En helt almindelig morgen. Hun har haft en drøm og fortæller sin kæreste om den: Den handlede om grise og om et hegn. Et hegn mellem to lande og to slags grise. Begge kvinder har hørt om hegnet. Netop i dette øjeblik er de tæt på hinanden. Deres ord ræsonnerer i hinandens ører. De er ikke mere end en armslængde fra hinanden, men det er mere end et hegn, der adskiller dem.

Emil skal sprede sin afdøde mors aske ved hans gamle barndomshjem i Sverige. Hans far har lovet at hjælpe til, men da Emil ankommer, er faren forsvundet. I stedet dukkerhans halvsøster Anna op, som han ikke har ikke set i årevis. Sammen forsøger de atfinde deres far og et sted at begrave Emils mor. Eftersøgningen udsætter deresgenspirende søskendekærlighed for en stor prøvelse.

Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?




