Opdagelsen af en vandskade på sin arbejdsplads i Operahuset sender rengøringspersonen Angeli ud på en magisk, musikalsk søgen efter hjælp, men alle omkring hende ignorerer hendes varsler og følger i stedet mottoet “the show must go on”.
Gitte og Frank begår rutineret indbrud i et villakvarter, hvor de denne nat overraskes af politiet. Gitte øjner chancen og udgiver sig for at være ejeren af villaen. Frank er tøvende, men lader sig forføre af Gittes plan. Men inden de ser sig om, er de hvirvlet endnu dybere ind i en løgn som får fatale følger.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
I et øde klippelandskab kæmper menig Nivå for at opnå status i den militærdeling de er en del af, hvilket ikke er nemt, da kulturen er domineret af fysikalitet og tunge maskuline værdier. Nivås eneste tætte relation er outsideren Høng, der ser og spejler Nivås længsel mod et andet udgangspunkt. Da Nivå bliver inviteret ind i varmen af de højtstående drenge i hierarkiet, begynder gruppedynamikken at ændre sig. Klemt imellem Høng og sine nyfundne venner skal Nivå nu vise, hvor loyaliteten ligger.
