
Albert og Sixten skal giftes. I dag. Problemet er bare, at hvis de var ærlige overfor hinanden, så skulle de slet ikke være kærester længere. Der er gnidninger allerede på bryllupsmorgenen, og det står hurtigt klart at noget er helt galt. Igennem en række voldsomme og absurde situationer optrævler Albert og Sixten alle de problemer, de har fortiet i deres forhold. Men er det nok til at redde dem og deres parforhold? Heartbreak er en intens og poetisk fortælling om break-up, kærlighed, had og alt det, der ligger der imellem.

Dyrepasseren Hans-Erik arbejder på et dyreinternat og er kørt fast i dagligdagens magelige hamsterhjul. Men da internatet pludselig opkøbes må han brat søge hjælp hos karrierecoachen Mona for at redde sit job. Mødet med Mona vender alting på hovedet for Hans-Erik, og han indser, at der måske er noget, der er vigtigere end jobbet.

Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?

Med et åbent sind byder Dana den kunststuderende Penelope ind i sit hjem for at udføre en performance. Episoden efterlader Dana med mere end blot en klump i halsen, og i vildrede over hvad der skete den dag i sin lejlighed, tager hun til Penelopes fernisering for at få afklaring.

Mina er vandret op i bjergene for at søge svar på de problemer, hun har med sin partner Daniel. Hun savner ham, men hun er også i tvivl. En kvinde i bjergene stiller hende opgaven; at helbrede et døende træ - så vil hun vide besked. Rejsen er udfordrende og tester Mina, men giver hende samtidig mulighed for at mærke efter og se sit liv - og Daniel - i et nyt lys.

Ungdomskæresteparret, Karl og Andrea, skal bruge weekenden sammen i et lejet sommerhus. Det virker som en helt almindelig romantisk kærestetur, men som weekenden skrider frem bruser deres problematiske fortid, dramaer og usikkerheder op og overtager deres weekend.

Elliot og Mads er kærester i et tilsyneladende velfungerende og harmonisk langdistanceforhold. Men Elliot har aldrig åbnet op over for Mads omkring et traume fra sin fortid, som han ikke længere kan ignorere. Et traume der langsomt er begyndt at inficere selv de mest intime og sårbare afkroge af deres kærlighedsliv. Elliot må konfrontere sig selv og overvinde sin skam, men hvad kommer i første række; forholdet eller ham selv?




