Det er aften på havnen i Nuuk. Ivik og hans venner laver graffiti, da de pludseligrammes af en fremmedartet og ubehagelig lyd. Drengene begår selvmord, men efterat være blevet erklæret død begynder Iviks hjerte på uforklarlig vis at slå igen. Meden uvished om, hvad der skete med ham den aften, går den nu hørehæmmede Iviken isoleret hverdag i møde. Samtidig begynder naturen omkring Nuuk at opføre sig anderledes.
Nadim er en minoritetsetnisk mand med tjek på tilværelsen. Han vil dog på ingen måde associeres med de mennesker, der ligner ham, men ikke kan opføre sig ordentligt. På vej til sin søsters fødselsdag sætter hans egen fordomsfuldhed ham i en position, der får dramatiske konsekvenser for ham.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
En dreng skal opereres. Mens han venter på operationen bliver han optaget af Afdeling Ds øvrige patienter og ansatte – en døende mand og en mystisk læge. Sammen med dem lærer han noget om døden. Og på mærkværdig vis finder drengen og den døende mand ud af, at de måske har mere tilfælles end først antaget.
