Emily og Ida, to søstre der altid har været meget forskellige, har netop mistet deres far. De mødes i barndomshjemmet for at tage sig af det praktiske efter tabet i familien. Idas børn er tvunget til at tage del i de voksnes komplekse verden, hvor uløste spændinger fra fortiden stadig hærger.
I sin kørestol, forklædt som kampvogn, tager Lasse til nytårsfest hos pigen, han er vild med. Lasses storebror Simon er med som handicaphjælper. Da Lasse får chancen for at være alene med sin pige, starter en akavet kamp mellem de to brødre.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
Pernille er på vej til fest med sine bedste veninder da hun pludselig får fortalt at der går et rygte om at hun har fået en abort. Pernille benægter rygtet og overtales af sine veninder til at konfrontere pigen som de tror står bag. Men da gruppen endelig finder hende eskalerer situationen hurtigt ud af kontrol. Pernille bukker under for gruppepresset og aftenen tager en drejning som vil forfølge hende for altid.
Emil, 23, er mors dreng. Hun kender alle hans hemmeligheder… bortset fra hans gemmested og de små sonater han skriver når han er alene. Den ambitiøse men ikke så disciplinerede Sophia, 20, optages på moderens klaverskole og sår splid med sin uventede interesse for Emil. Emil forstår ikke det intrigespil, han pludselig spiller hovedrollen i, men de nye følelser giver ham modet til at sige sin mor imod for første gang, og de kalder på en kærlighedserklæring: En sonate til Sophia, for det er hende, han er forelsket i. Men sonaten efterlader Sophia kold, og Emil søger trøst hos mor, som minder ham om at i visse miljøer tænker folk kun på sig selv – og de, der involverer sig med dem, ofte betaler prisen.For Emil handler det i midlertid ikke om, hvem der skal betale prisen for hans forliste følelser, men om hvordan hun skal straffes.
