
En rastløs mand konfronteres med konsekvensen af sin levevis under en ritualistisk kunstperformance.
Filmen viser skelsættende øjeblikke i tre personers liv. Selvom personerne er forbundet, ligger deres værdier og mål langt fra hinanden. Den intimiderende forretningsmand Alexander kæmper med sin soldaterbaggrund, og er blevet afhængig af angstdæmpende medicin for at kunne se livet i øjnene. Meryem er en anset læge, der forsøger at finde sig til rette i sit nye liv langt væk fra sit oprindelsesland. Jonas stræber efter succes på arbejdet, hvilket får konsekvenser for hans ægteskab. Fortællingen om Alexander, Meryem og Jonas portrætterer fragmenter af et moderne samfund i krise – individuelt og globalt.

Ea er for første gang forelsket, og endda i sin bedste ven Sune, som hun har introduceret til hendes rollespilsverden; en mytisk og magisk verden hvor overnaturlige væsner hersker. Men spillet tager en uventet drejning og Ea kan pludselig ikke skelne mellem spil og virkelighed.

Instruktør, Niels Holstein Kaa er ulykkelig i København. I håb om at genvinde troen på lykken og kærligheden rejser Niels til byen Yellowknife i det nordvestlige Canada, hvor han boede for ti år siden. Rejsen bliver et opgør med fortiden, nutiden og den person han må erkende han er.

Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?

Elliot og Mads er kærester i et tilsyneladende velfungerende og harmonisk langdistanceforhold. Men Elliot har aldrig åbnet op over for Mads omkring et traume fra sin fortid, som han ikke længere kan ignorere. Et traume der langsomt er begyndt at inficere selv de mest intime og sårbare afkroge af deres kærlighedsliv. Elliot må konfrontere sig selv og overvinde sin skam, men hvad kommer i første række; forholdet eller ham selv?

