Den årlige puttefest i Dyrehaven er fuld i gang. Amira befinder sig i et inferno af hvide t-shirts, tuschtegninger og ølbongs, hvor hun forsøger at passe ind i flokken – men nogen holder øje med hende i skoven.
Klimakrisen raser i en nær fremtid. Forskeren Lilly lever ensomt og isoleret, mens hun forsøger at opretholde sine idealer i det kyniske firma, hun arbejder for. Da hendes chef presser hende til at forhaste udviklingen af en biologisk kunstig intelligens, Gaia, tager Lilly et valg, der vil forandre hende for evigt.
Emma’s hverdag i forstaden er grå og forudseelig, hun er en outsider blandt de andre unge i byen. Emma filmer med sin telefon, det gir hende et afbræk fra den kvælende kedsomhed og ligegyldighed omkring hende. Filmene er fulde af hendes bankende teenagehjertes ensomhed. Hun ligger filmene ud på nettet. Alle kan se dem. Den populære provinskonge Simon har fået øje på Emma og er vild med hende. Emma er den eneste pige han ikke kan imponere, men Emma ser muligheden for at bruge ham som medsammensvoren i sine film. Hun bruger sin magt over ham og begynder at iscenesætte ham. De laver film der ikke er så voksenvenlige – voksne har så mange regler og den slags. Men filmene får til gengæld mange views, det er jo sygt nok! De andre unge i byen følger med – endelig sker der noget andet, mere end der plejer. Emma får blod på tanden, og blod kommer der også i hendes film – man må skubbe grænserne længere ud, hvis man vil have det samme kick. Og det vil Emma.
Pernille er på vej til fest med sine bedste veninder da hun pludselig får fortalt at der går et rygte om at hun har fået en abort. Pernille benægter rygtet og overtales af sine veninder til at konfrontere pigen som de tror står bag. Men da gruppen endelig finder hende eskalerer situationen hurtigt ud af kontrol. Pernille bukker under for gruppepresset og aftenen tager en drejning som vil forfølge hende for altid.
Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
.jpg)
