Sabrina Ferguen Dyre Odbjerg er en dansk-algiersk instruktør og manuskriptforfatter med en forkærlighed for rå, kompromisløse ungdomsfortællinger. Hun undersøger menneskelige relationer og komplekse familiedynamikker, og hendes filmsprog er kendetegnet ved et eksperimenterende udtryk med psykologiske lag og subtil magi.
Kira er en enlig mor, som kæmper for at få en bedre relation til sin distancerede teenagedatter, Lina. En dag får Kira en lys idé, som hun mener vil kunne bane vejen for et stærkere bånd mellem dem. I Kiras forsøg på at gøre idéen til virkelighed, begynder fortidens lokkende skygger at indhente hende.
I realityshowet HEARTBREAK HOTEL tjekker Tara ind for at bryde sit gamle datingmønster – men længslen efter at blive set skubber hende væk fra missionen om at finde sig selv. Set gennem hotellets kameraer udspiller Taras deroute sig som et drama om misundelse, skjulte hierarkier og den sværeste kærlighed af alle: kærligheden til sig selv.
Nadim er en minoritetsetnisk mand med tjek på tilværelsen. Han vil dog på ingen måde associeres med de mennesker, der ligner ham, men ikke kan opføre sig ordentligt. På vej til sin søsters fødselsdag sætter hans egen fordomsfuldhed ham i en position, der får dramatiske konsekvenser for ham.
I et øde klippelandskab kæmper menig Nivå for at opnå status i den militærdeling de er en del af, hvilket ikke er nemt, da kulturen er domineret af fysikalitet og tunge maskuline værdier. Nivås eneste tætte relation er outsideren Høng, der ser og spejler Nivås længsel mod et andet udgangspunkt. Da Nivå bliver inviteret ind i varmen af de højtstående drenge i hierarkiet, begynder gruppedynamikken at ændre sig. Klemt imellem Høng og sine nyfundne venner skal Nivå nu vise, hvor loyaliteten ligger.


