Det er 2028. Der synes ikke at være en grænse for, hvad der kan automatiseres. De aktiviteter, der er forbeholdt mennesket, svinder ind. Samfundene er præget af en modfaldenhed, en resignation, et efterår. Hvad fejrer man, hvad hejser man et flag for? En skabning går i land i Estland. Han kalder sig Rudolph. Han bevæger sig igennem Europa til København og møder en række personer, som på hver deres måde er beskæftiget med forholdet mellem menneske og teknologi. Selv er han på en mission af en slags, han leder efter noget, noget han kan transmittere tilbage til dér, hvor han kommer fra. Men hvad? Og hvad gør han, hvis ikke han finder det?
Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.
Den 30-årige kejtede ungkarl PETER sejler flygtninge i land fra et fragtskib i Østersøen på onkel FINN´s lille fiskerbåd. Nemt job – gode penge.Peter har svært ved at sige til og fra. Han er verdens mest ubeslutsomme mand. Af samme grund har han også lidt svært med det der med piger. Han bor stadig i kælderen under sin mors hus og da han vil skjule en ung kvinde på flugt fra et arrangeret ægteskab kommer problemerne. Nu må Peter vælge – og det er ikke så let.
Da Greta mister sin mand efter et langt ægteskab, er hun overbevist om, at hun vil dø af sorg. Det sker bare ikke. Frustreret over ikke at kunne få det som hun vil, bliver Greta mere og mere isoleret overfor sin uforstående familie. Men hjertet har det med at holde ud, og et pludseligt møde med et par livskloge damer ændrer hendes perspektiv. Snart indser Greta, at der ikke er andet for end at fortsætte med at leve, så længe hun kan.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
