Det er 2028. Der synes ikke at være en grænse for, hvad der kan automatiseres. De aktiviteter, der er forbeholdt mennesket, svinder ind. Samfundene er præget af en modfaldenhed, en resignation, et efterår. Hvad fejrer man, hvad hejser man et flag for? En skabning går i land i Estland. Han kalder sig Rudolph. Han bevæger sig igennem Europa til København og møder en række personer, som på hver deres måde er beskæftiget med forholdet mellem menneske og teknologi. Selv er han på en mission af en slags, han leder efter noget, noget han kan transmittere tilbage til dér, hvor han kommer fra. Men hvad? Og hvad gør han, hvis ikke han finder det?
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
Ea er for første gang forelsket, og endda i sin bedste ven Sune, som hun har introduceret til hendes rollespilsverden; en mytisk og magisk verden hvor overnaturlige væsner hersker. Men spillet tager en uventet drejning og Ea kan pludselig ikke skelne mellem spil og virkelighed.
“Jeg har bestemt mig for at optage, det jeg ser hernede. Jeg har besluttet mig for at dokumentere Danmarks ondskab, som folk her har oplevet i 300 år og som jeg har oplevet i 30 år – for jeg forstår, hvordan de har det. Denne film bliver skelsættende.” Jens
Nora lever et perfekt liv i sit perfekte hjem med sin perfekte mand Helmer. Men inden i hende føles noget helt forkert. En nagende tvivl er begyndt at hjemsøge hende. Ude af stand til at genkende sig selv er hun begyndt at længes efter noget, hun ikke ved, hvad er. Heldigvis har hun sin elskede Helmer, der kan tale hende til ro. Men uden for dukkehusets trygge vægge kæmper en desillusioneret lille pige for at forstå sine forældres forhold. Filmen er en moderne parafrase over Henrik Ibsens klassiske historie om Nora og Helmer – en historie, der set i lyset af vores moderne præstationssamfund har fået ny betydning.