Da Eik Skaløe, forsanger i hippiebandet Steppeulvene, begår selvmord i Indien i 1968, bliver han med det samme til en myte. I 2011 beslutter Johan Knattrup Jensen sig for at rejse i Eik Skaløes fodspor, dog med et håb om at overleve. Han medbringer en digtsamling, en notesbog og sin tykke producer, Mikkel Kastberg. Sammen vil det umage par finde vejen gennem det store, fantastiske Indien til paradiset, der ligger lige på kanten af forstanden.
I denne absurde komedie er begravelser lykkelige og joviale begivenheder. Derfor skal det selvfølgelig også fejres med et brag, at Ole har mistet sin søster til kræft. Det eneste problem er Oles dybe sorg og hans behov for at bearbejde den, hvilket overhovedet ikke passer ind i festlighederne.
Buldren i det fjerne. Koncentreret harpespil. En barrikaderet lejlighed. David gør sit bedste for at lukke resten af verden ude, så han kan øve i ro og mag. En nabo banker på og vil have ham med i sikkerhed i kælderen, men David er ikke interesseret. Han tror på kunst og ikke på krig.
Langt ude på landet lå en gammel gård. Med et faldefærdigt tag. Og et beskyttelsesrum. Hér sidder Bo rastløs og venter på, at hans dreng Valdemar skal komme hjem fra skole så de kan lege angsten bort. De to er bedste venner og elsker hinanden betingelsesløst, men da den fjendtlige verden udenfor – skolen og sagsbehandleren – melder deres ankomst til gården for at se til dem, begynder tingene at mudre for Bo: For er fjenden udenfor eller i hans hoved? Og kan han og Valdemar, der drømmer sig ud mod markerne, forblive en familie hvis han ikke længere kan stole på sig selv?
