
Det er 2028. Der synes ikke at være en grænse for, hvad der kan automatiseres. De aktiviteter, der er forbeholdt mennesket, svinder ind. Samfundene er præget af en modfaldenhed, en resignation, et efterår. Hvad fejrer man, hvad hejser man et flag for? En skabning går i land i Estland. Han kalder sig Rudolph. Han bevæger sig igennem Europa til København og møder en række personer, som på hver deres måde er beskæftiget med forholdet mellem menneske og teknologi. Selv er han på en mission af en slags, han leder efter noget, noget han kan transmittere tilbage til dér, hvor han kommer fra. Men hvad? Og hvad gør han, hvis ikke han finder det?
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."

En morgen ringer det på døren hos Anders. Udenfor står Britt som er kommet til København med 9-toget fra Sønderjylland, højgravid med en kuffert. Anders aner ikke hvem Britt er, hun kunne teoretisk godt være en han har mødt på en turne med sit band, men hans kæreste Anna kommer hjem samme dag, så det gælder om at få Britt skaffet af vejen. Han beder sine to venner Henning og Asger om hjælp, men der er ikke meget hjælp at hente, og tiden går.

Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.

In a suburban town characterized by an unpopular no-drinking policy and a simmering atmosphere of misery, the drunken country sheriff wakes up with a raging hangover and a big problem: he's lost his revolver. In search of his missing revolver, the officer fights a futile battle to maintain control over the workers' drunkenness and a strange moped gang with evil intentions.

En narkoleptisk pige lever i et tåget grænseland mellem drøm og virkelighed, indtil hendes lidelse en dag kaster hende ud i en faretruende situation, hvor det bliver afgørende at kunne skelne mellem drømmetilstand og virkeligt mareridt. I filmen optræder udelukkende karakterer, der spiller ’sig selv’ i rekonstruerede situationer baseret på hovedkarakterens egne (virkelige) dagbøger, og’ Versioner’ udforsker dermed bevidst grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed, skuespil og autenticitet.

John synes det er lidt ensomt at bo alene med sin hamster, Pjoske. Han har derfor inviteret sin ungdomsflamme Birthe over til en bid mad. I aften mødes de for første gang siden ”dengang i Helsinge MC”. Birthes besøg går dog ikke helt som John har drømt om.
