Fortidens fejltrin har sendt 21-årige Katrine i samfundstjeneste på Plejecentret Vitasminde. Her er døden en lige så fast del af hverdagen som kaffen kl. 15. Men der er alligevel noget galt. Selv den konfliktsky leder Hanne må indse alvoren af de konstante fejl, som er skyld i beboernes dødsulykker. Kollegaerne mistænker hurtigt den uerfarne og tidligere straffede Katrine for at være involveret. Men i jagten på sandheden fanges Katrine i et dilemma, som er større end hende selv.
En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?
De to venner, Alex (12) og Viktor (12), tilbringer en weekend alene i Viktors mors hus i Hellerup. Som aftenen skrider frem med dertil følgende gyserfilm, slik og chips, fortæller Viktor Alex en uhyggelig historie om huset overfor. Et hus hvor der i sin tid boede en gammel dame, som døde sidste vinter. Huset har været sat til salg lige siden, men er ikke solgt endnu. Historien gør så stort indtryk på Alex, at han får mareridt om huset. Næste morgen på børneværelset opdager de to drenge gennem Viktors fuglekikkert, at der er nogen eller noget, som er flyttet ind i det tomme, uhyggelige hus overfor. Motiveret af ren og skær nysgerrighed, beslutter de to venner sig til at finde ud af, hvem der er flyttet ind. Det bliver en weekend og en leg, som kommer til at ændre de to venners forhold for altid.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
