Fortidens fejltrin har sendt 21-årige Katrine i samfundstjeneste på Plejecentret Vitasminde. Her er døden en lige så fast del af hverdagen som kaffen kl. 15. Men der er alligevel noget galt. Selv den konfliktsky leder Hanne må indse alvoren af de konstante fejl, som er skyld i beboernes dødsulykker. Kollegaerne mistænker hurtigt den uerfarne og tidligere straffede Katrine for at være involveret. Men i jagten på sandheden fanges Katrine i et dilemma, som er større end hende selv.
Cirkuspigen Mays er 22 år, bor i de palæstinensiske besatte områder og planlægger et liv med sin svenske kæreste Caspar i Stockholm, hvor hun vil læse på universitetet. Men der er langt fra drøm til virkelighed og familiens forventninger og svensk bureaukrati lægger forhindringer i vejen for det unge par.
De to færinge, Marita og Elinborg, mødes tilfældigt i Føtex. De har kendt hinanden længe, og mødet starter glædeligt. Men noget er galt. Noget som Elingborg ikke vil snakke om. Og hvad startede som en høflig samtale udvikler sig langsomt til et større opgør om deres venskab. "Ikki illa meint" er en hjemstavnsfortælling lang væk hjemmefra som undersøger hvordan skiftende omstændigheder kan ændre selv de dybeste venskaber.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
I den tropiske hede i Dilleland kæmper outsideren Kenneth med at passe ind blandt kollegerne og imponere den søde Sofie. De hårdhudede krokodiller virker dog nemmere at omgås end de mennesker, der er omkring ham. Kenneths manglende fornemmelse for grænser og hans alkoholiserede mor, som vælter ind og ud af hans liv, spænder ben for ham. Efterhånden mister han mere og mere af sig selv. Det kammer over til en personalefest, hvor Kenneths koldblodede side kommer frem.
