
I en øde landsby bygger en ensom knark et spejl af de materialer, han har til rådighed. Under det møjsommelige arbejde går manden uforvarende igennem spejlet og vikler sig dermed ind i en række uforudsigelige kædereaktioner – fra biljagter, slåskampe, orkaner over skovbrande til krige og en rumrejse – indtil han kommer ud på den anden side af spejlet, der viser sig at være fuldendt.

En ung, utilpasset fyr, John, lever af trygheden ved et livslangt venskab med hans barndomskammerat, Patrick. Deres forhold ændrer dog karakter som følge af en naturlig udvikling væk fra et venskab mellem to børn og hen imod et voksenliv, som Patrick formelt træder ind i ved filmens handlingsmæssige omdrejningspunkt – Patricks bryllup.

Tinus de Schunard bor i Maison Farfelu, et magisk sted man ikke skulle tro eksisterede, medmindre man har været der. I en iscenesættelse konfronterer han sine mørke sider. Uventede besøg åbner en verden, hvor det er svært at skelne mellem virkelighed, drøm og mareridt.

Da Eik Skaløe, forsanger i hippiebandet Steppeulvene, begår selvmord i Indien i 1968, bliver han med det samme til en myte. I 2011 beslutter Johan Knattrup Jensen sig for at rejse i Eik Skaløes fodspor, dog med et håb om at overleve. Han medbringer en digtsamling, en notesbog og sin tykke producer, Mikkel Kastberg. Sammen vil det umage par finde vejen gennem det store, fantastiske Indien til paradiset, der ligger lige på kanten af forstanden.

"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."

