
Pernille er på vej til fest med sine bedste veninder da hun pludselig får fortalt at der går et rygte om at hun har fået en abort. Pernille benægter rygtet og overtales af sine veninder til at konfrontere pigen som de tror står bag. Men da gruppen endelig finder hende eskalerer situationen hurtigt ud af kontrol. Pernille bukker under for gruppepresset og aftenen tager en drejning som vil forfølge hende for altid.
I sin kørestol, forklædt som kampvogn, tager Lasse til nytårsfest hos pigen, han er vild med. Lasses storebror Simon er med som handicaphjælper. Da Lasse får chancen for at være alene med sin pige, starter en akavet kamp mellem de to brødre.

“Jeg har bestemt mig for at optage, det jeg ser hernede. Jeg har besluttet mig for at dokumentere Danmarks ondskab, som folk her har oplevet i 300 år og som jeg har oplevet i 30 år – for jeg forstår, hvordan de har det. Denne film bliver skelsættende.” Jens

Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.

To mennesker, som aldrig før har mødt hinanden, er i hver sin ende af Berlin bundet til deres senge grundet sygdom. I deres ensomhed og i manglen på støtte fra deres nærmeste mødes de gradvist og momenter af nærhed opstår mellem dem.


