
Nat efter nat arbejder Erik alene i sit bageri. Her er hans eneste selskab natradioen, som han ihærdigt forsøger at komme igennem til for at blive “ugens joker”. Familien er efterhånden kommet så langt på afstand, at Eriks forsøg på at genetablere kontakten synes forgæves. En depression tager til og sender Erik ud af en tangent, der kulminerer i et desperat råb om hjælp.
Jobkonsulenten Franciska troner i sit rige, men en dag står selveste Cinderella på Franciskas kontor. Cinderella er blevet single og skal for første gang i sit liv stå på egne ben. Det er ikke let, når året er 2018 og kønsdebatten raser. Cinderellas værdisæt provokerer Franciska. Den tidligere prinsesse vil nemlig ikke arbejde, men drømmer kun om at blive gift igen. I bemærkelsesværdig lighed med Cinderellas onde stedmor begår Franciska et overgreb på Cinderella. Cinderella må flygte fra jobcentret, mens Franciska forsøger at genoptage arbejdet, som om intet er hændt. Men noget er forandret i den ellers så selvsikre jobkonsulent.

Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.

I gang med dagens gerning møder Døden en betagende ung kvinde. Døden bliver dybt fascineret og forelsket i den unge kvinde, og hun i ham. Men Døden indser, at det er et umuligt kærlighedsforhold, da alting, han rører ved, visner og går til. Døden er dybt fortvivlet over at måtte give slip på sin elskede. Hvad skal Døden gøre for at blive en del af livet?

Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.


