Kokken Magnus og hans kæreste, Thea, er til åbningsfest på Magnus’ nye restaurant. Men under festen tror Magnus, at Thea er sammen med en fremmed mand, og hans jalousi eksploderer. Han tager hende med hjem og låser hende inde i køkkenet, indtil hun siger undskyld.
Nora lever et perfekt liv i sit perfekte hjem med sin perfekte mand Helmer. Men inden i hende føles noget helt forkert. En nagende tvivl er begyndt at hjemsøge hende. Ude af stand til at genkende sig selv er hun begyndt at længes efter noget, hun ikke ved, hvad er. Heldigvis har hun sin elskede Helmer, der kan tale hende til ro. Men uden for dukkehusets trygge vægge kæmper en desillusioneret lille pige for at forstå sine forældres forhold. Filmen er en moderne parafrase over Henrik Ibsens klassiske historie om Nora og Helmer – en historie, der set i lyset af vores moderne præstationssamfund har fået ny betydning.
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.
Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.
En narkoleptisk pige lever i et tåget grænseland mellem drøm og virkelighed, indtil hendes lidelse en dag kaster hende ud i en faretruende situation, hvor det bliver afgørende at kunne skelne mellem drømmetilstand og virkeligt mareridt. I filmen optræder udelukkende karakterer, der spiller ’sig selv’ i rekonstruerede situationer baseret på hovedkarakterens egne (virkelige) dagbøger, og’ Versioner’ udforsker dermed bevidst grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed, skuespil og autenticitet.
Hvilke spor efterlader de mennesker, vi mister? Hvordan vi bærer dem og deres fortællinger med videre? Den Geniale Epoke viser en familie i sorg over en afdød far. Gennem to tidsrum føres vi ind i fraværets tilstedeværelse i et stille portræt om kærlighed og erindring.