
Kokken Magnus og hans kæreste, Thea, er til åbningsfest på Magnus’ nye restaurant. Men under festen tror Magnus, at Thea er sammen med en fremmed mand, og hans jalousi eksploderer. Han tager hende med hjem og låser hende inde i køkkenet, indtil hun siger undskyld.
I en øde landsby bygger en ensom knark et spejl af de materialer, han har til rådighed. Under det møjsommelige arbejde går manden uforvarende igennem spejlet og vikler sig dermed ind i en række uforudsigelige kædereaktioner – fra biljagter, slåskampe, orkaner over skovbrande til krige og en rumrejse – indtil han kommer ud på den anden side af spejlet, der viser sig at være fuldendt.

"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."




