
Et sigøjner-drama skabt gennem improvisationer med lokale romaer i Nordsjælland. Den unge sigøjner Mile bliver gift med Simona, og brylluppet er storslået som traditionen byder. Men Miles far har holdt bryllup for lånte penge, og da gælden indhenter ham, forsvinder han, og svigerfaren tager sin datter tilbage. I kampen for sit ægteskab finder Mile ud af, hvad en dreng er værd uden sin far.
Fortidens fejltrin har sendt 21-årige Katrine i samfundstjeneste på Plejecentret Vitasminde. Her er døden en lige så fast del af hverdagen som kaffen kl. 15. Men der er alligevel noget galt. Selv den konfliktsky leder Hanne må indse alvoren af de konstante fejl, som er skyld i beboernes dødsulykker. Kollegaerne mistænker hurtigt den uerfarne og tidligere straffede Katrine for at være involveret. Men i jagten på sandheden fanges Katrine i et dilemma, som er større end hende selv.

På sin 14-års fødselsdag får Laura besøg af sin mors ven, modefotografen Asger, som Laura altid har været fascineret af. Asger skal fotografere Laura, hvilket hendes mor, Henriette, længe har set frem til – til trods for en voksende jalousi til den smukke datter. Men hvad Henriette ikke ved, er, at Lauras følelser for Asger er ved at ændre sig. Det sætter spor i forholdet mellem mor og datter i form af et opgør og en konkurrence, som skaber stærke udfordringer for Laura. Mødet med Asger og modelmiljøet bliver en introduktion til voksenlivet og en opdagelse af seksualiteten. Hun mærker begæret for første gang og oplever samtidig magten, der følger med.

Anna ankommer til Paris for at besøge sin gravide veninde Caroline som har fødselsdag. Anna har igennem de sidste 5 år kæmpet for at blive gravid, men har for nyligt fået at vide, at det er meningsløst at fortsætte fertilitetsbehandlingerne på grund af hendes sygdom - endometriose. Hun har svært ved at skjule sin jalousi i forbindelse med Carolines graviditet, og kløften mellem veninderne vokser. Det bliver en skelsættende weekend, som kommer til at vende op og ned på deres venskab.



