Uegnet for børn under 18 år. 1961. Andrea arbejder som sygeplejerske for en døende kvinde på en lille ø på Færøerne. Hun bærer på en stor sorg, som hun forsøger at glemme. Men da mærkelige ting begynder at ske i det gamle hus, og grænserne mellem de levendes og de dødes verden bliver udvisket, må Andrea indse at man ikke kan flygte fra sin fortid.

I gang med dagens gerning møder Døden en betagende ung kvinde. Døden bliver dybt fascineret og forelsket i den unge kvinde, og hun i ham. Men Døden indser, at det er et umuligt kærlighedsforhold, da alting, han rører ved, visner og går til. Døden er dybt fortvivlet over at måtte give slip på sin elskede. Hvad skal Døden gøre for at blive en del af livet?

Lau er syv år gammel og bor på et børnehjem, hvor han har boet siden hans far hængte sig selv en juleaften. Nu er det jul igen og Lau prøver stadig at forstå sin far og ikke mindst sig selv. Laus metode til forståelse er farlig og ugennemtænkt, men føles rigtig. Om natten når alle sover, går Lau op p børnehjemmets loft, hvor han gemmer alle minderne om sin far. En dag ankommer pigen Esta til børnehjemmet, og måske har hun det på samme måde.

LÆKRE TIL VI DØR er et mørkt univers om pubertet, sex og venskaber. Coming-of-age med en pangfarvet vision, der trækker i alt fra pop til punk og musikvideo-æstetik. Slyngveninderne Kimmi, Sally og Nancy gemmer sig på deres gymnasium efter lukketid for at feste. Kimmi er vampyr og forelsket i Sally, men hvad er ”rigtig sex” og hvor går begærets grænser? Det bliver en nat med sne i gymnastiksalen, blod der løber og drømmen om at være Lækre til vi dør! YOLO!

En dokumentarfilm om det særprægede Thy. Filmen er en hyldest til de originale og selvkørende thyboere. Egnen Thy portrætteres igennem en filmisk mosaik af en række personligheder: Museumsforvalterparret John og Harald, jagtbutikejeren Krudt-Peter, rideskolelæreren Viggo og kvæghyrden Inger, der tager os med rundt i Hjardemål Klit og igennem den rå natur fra fyrreskov til Vesterhav. Det er Thy som tilstand.

En ung, utilpasset fyr, John, lever af trygheden ved et livslangt venskab med hans barndomskammerat, Patrick. Deres forhold ændrer dog karakter som følge af en naturlig udvikling væk fra et venskab mellem to børn og hen imod et voksenliv, som Patrick formelt træder ind i ved filmens handlingsmæssige omdrejningspunkt – Patricks bryllup.

På en institution, hvor teenagepiger indlægges for at blive kureret for deres overnaturlige kræfter, møder den deprimerede Sally en særlig slags soulmate i powersociopaten Ting-e-Ling. I mødet presses Sally til at opgive sin skyld og slippe sine dæmoner løs. For måske er det ikke hende selv, men institutionen, der er fjenden. Måske er det, der er farligt og destruktivt, i virkeligheden en ustoppelig urkraft, som kan gøre op med institutionens sygeliggørelse af teenagerne.

En sorthumoristik og poetisk fortælling om et lille menneske i et stort univers. I 1870’ernes London har industrialiseringen og jagten på fremskridt ændret folk. Inde i byen møder vi Emma, hvis kæreste har forladt hende til fordel for en forfremmelse. Overladt til en uvis skæbne, ledes hun af en sort kat ind i et nedlagt teater, hvor hun støder på den fallerede tryllekunstner Roberto. Opsat på at bevise sit værd sætter han alt ind på at imponere Emma med et sidste, spektakulært show. Men magien er ude af kontrol og Emma har ikke helt rent mel i posen.

En gul bus med 67 sæder i Vestjylland. En underskriftindsamling skal afleveres i København. Men fremmødet er sølle tre passagerer. Bussen afgår klokken 09.00, og tidsplanen er stram. Spørgsmålet er bare, om æg kan blive for gamle, om man er homoseksuel, hvis man aldrig flytter hjemmefra, om der er andet end sort, der rimer på Ford, og om der er nogen landmænd til stede? Optagelserne til den eksperimenterende film er foregået non-stop i bussen fra Vestjylland til København. Undervejs er skuespillerne blevet påvirket via scenarier og episoder, som er konstrueret på forhånd. Skuespillerne har været uvidende om det egentlige handlingsforløb og de forskellige passageres agendaer frem til afslutningen af de ni timers, uafbrudte optagelser.

