Lau er syv år gammel og bor på et børnehjem, hvor han har boet siden hans far hængte sig selv en juleaften. Nu er det jul igen og Lau prøver stadig at forstå sin far og ikke mindst sig selv. Laus metode til forståelse er farlig og ugennemtænkt, men føles rigtig. Om natten når alle sover, går Lau op p børnehjemmets loft, hvor han gemmer alle minderne om sin far. En dag ankommer pigen Esta til børnehjemmet, og måske har hun det på samme måde.
Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.
En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
Pernille er på vej til fest med sine bedste veninder da hun pludselig får fortalt at der går et rygte om at hun har fået en abort. Pernille benægter rygtet og overtales af sine veninder til at konfrontere pigen som de tror står bag. Men da gruppen endelig finder hende eskalerer situationen hurtigt ud af kontrol. Pernille bukker under for gruppepresset og aftenen tager en drejning som vil forfølge hende for altid.