En sorthumoristik og poetisk fortælling om et lille menneske i et stort univers. I 1870’ernes London har industrialiseringen og jagten på fremskridt ændret folk. Inde i byen møder vi Emma, hvis kæreste har forladt hende til fordel for en forfremmelse. Overladt til en uvis skæbne, ledes hun af en sort kat ind i et nedlagt teater, hvor hun støder på den fallerede tryllekunstner Roberto. Opsat på at bevise sit værd sætter han alt ind på at imponere Emma med et sidste, spektakulært show. Men magien er ude af kontrol og Emma har ikke helt rent mel i posen.
En narkoleptisk pige lever i et tåget grænseland mellem drøm og virkelighed, indtil hendes lidelse en dag kaster hende ud i en faretruende situation, hvor det bliver afgørende at kunne skelne mellem drømmetilstand og virkeligt mareridt. I filmen optræder udelukkende karakterer, der spiller ’sig selv’ i rekonstruerede situationer baseret på hovedkarakterens egne (virkelige) dagbøger, og’ Versioner’ udforsker dermed bevidst grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed, skuespil og autenticitet.
Kira er en enlig mor, som kæmper for at få en bedre relation til sin distancerede teenagedatter, Lina. En dag får Kira en lys idé, som hun mener vil kunne bane vejen for et stærkere bånd mellem dem. I Kiras forsøg på at gøre idéen til virkelighed, begynder fortidens lokkende skygger at indhente hende.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
En tilfældig morgen deler tre forskellige mennesker gennem deres ubeslutsomhed den samme skæbne; en ung bagerjomfru går glip af kærligheden, en ældre herre forpasser muligheden for at forsone sig med sin søn og en ung mand, fastlåst i sit job, udskyder sine drømme.