Mina er vandret op i bjergene for at søge svar på de problemer, hun har med sin partner Daniel. Hun savner ham, men hun er også i tvivl. En kvinde i bjergene stiller hende opgaven; at helbrede et døende træ - så vil hun vide besked. Rejsen er udfordrende og tester Mina, men giver hende samtidig mulighed for at mærke efter og se sit liv - og Daniel - i et nyt lys.
Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?
Albert og Sixten skal giftes. I dag. Problemet er bare, at hvis de var ærlige overfor hinanden, så skulle de slet ikke være kærester længere. Der er gnidninger allerede på bryllupsmorgenen, og det står hurtigt klart at noget er helt galt. Igennem en række voldsomme og absurde situationer optrævler Albert og Sixten alle de problemer, de har fortiet i deres forhold. Men er det nok til at redde dem og deres parforhold? Heartbreak er en intens og poetisk fortælling om break-up, kærlighed, had og alt det, der ligger der imellem.
En helt almindelig morgen. Hun har haft en drøm og fortæller sin kæreste om den: Den handlede om grise og om et hegn. Et hegn mellem to lande og to slags grise. Begge kvinder har hørt om hegnet. Netop i dette øjeblik er de tæt på hinanden. Deres ord ræsonnerer i hinandens ører. De er ikke mere end en armslængde fra hinanden, men det er mere end et hegn, der adskiller dem.
Den katolske præst William har efter en hård opvækst viet sit liv til kirken og gud. Forud for begravelsen af en ung kvinde opsøges William af den afdødes far Torben, der bekender foruroligende synder, han har begået i sin datters barndom. En mistanke om overgreb overvælder William, og da han erfarer, at Torben nu skal tage sig af sit barnebarn efter datterens død, begynder et kapløb med tiden.
Elliot og Mads er kærester i et tilsyneladende velfungerende og harmonisk langdistanceforhold. Men Elliot har aldrig åbnet op over for Mads omkring et traume fra sin fortid, som han ikke længere kan ignorere. Et traume der langsomt er begyndt at inficere selv de mest intime og sårbare afkroge af deres kærlighedsliv. Elliot må konfrontere sig selv og overvinde sin skam, men hvad kommer i første række; forholdet eller ham selv?
Ungdomskæresteparret, Karl og Andrea, skal bruge weekenden sammen i et lejet sommerhus. Det virker som en helt almindelig romantisk kærestetur, men som weekenden skrider frem bruser deres problematiske fortid, dramaer og usikkerheder op og overtager deres weekend.
I en verden, hvor man som et offentligt tilbud kan få sin skæbne at vide, møder ROSA op på skæbnekontoret for at få afklaring om sin fremtid. Rosa er i starten af 30'erne og nyder sin frie og kaotiske livsstil, mens hun ser en smule ned på dem, der er blevet rigtig voksne. Rosa er mest optaget af, om der endelig kommer styr på hendes økonomi, men da hun får at vide, at hun aldrig kommer til at møde den store kærlighed, sætter det pludselig andre og nye tanker igang: Lykkes det Rosa at bryde sin skæbne? Og er det overhovedet det hun har lyst til?
I den tropiske hede i Dilleland kæmper outsideren Kenneth med at passe ind blandt kollegerne og imponere den søde Sofie. De hårdhudede krokodiller virker dog nemmere at omgås end de mennesker, der er omkring ham. Kenneths manglende fornemmelse for grænser og hans alkoholiserede mor, som vælter ind og ud af hans liv, spænder ben for ham. Efterhånden mister han mere og mere af sig selv. Det kammer over til en personalefest, hvor Kenneths koldblodede side kommer frem.