Tinus de Schunard bor i Maison Farfelu, et magisk sted man ikke skulle tro eksisterede, medmindre man har været der. I en iscenesættelse konfronterer han sine mørke sider. Uventede besøg åbner en verden, hvor det er svært at skelne mellem virkelighed, drøm og mareridt.
Cecilie bliver lykkelig da Michael endelig vender hjem fra psykiatrisk hospital. Han fortæller at han er blevet rask. Det virker også sådan, men snart begynder små tegn at vise sig på det modsatte. Men Cecilie kæmper for at Michael skal forblive i deres verden og ikke forsvinde ind i sin egen.
En dreng skal opereres. Mens han venter på operationen bliver han optaget af Afdeling Ds øvrige patienter og ansatte – en døende mand og en mystisk læge. Sammen med dem lærer han noget om døden. Og på mærkværdig vis finder drengen og den døende mand ud af, at de måske har mere tilfælles end først antaget.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."