Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.
Langt ude på landet lå en gammel gård. Med et faldefærdigt tag. Og et beskyttelsesrum. Hér sidder Bo rastløs og venter på, at hans dreng Valdemar skal komme hjem fra skole så de kan lege angsten bort. De to er bedste venner og elsker hinanden betingelsesløst, men da den fjendtlige verden udenfor – skolen og sagsbehandleren – melder deres ankomst til gården for at se til dem, begynder tingene at mudre for Bo: For er fjenden udenfor eller i hans hoved? Og kan han og Valdemar, der drømmer sig ud mod markerne, forblive en familie hvis han ikke længere kan stole på sig selv?
En tilfældig morgen deler tre forskellige mennesker gennem deres ubeslutsomhed den samme skæbne; en ung bagerjomfru går glip af kærligheden, en ældre herre forpasser muligheden for at forsone sig med sin søn og en ung mand, fastlåst i sit job, udskyder sine drømme.
Den katolske præst William har efter en hård opvækst viet sit liv til kirken og gud. Forud for begravelsen af en ung kvinde opsøges William af den afdødes far Torben, der bekender foruroligende synder, han har begået i sin datters barndom. En mistanke om overgreb overvælder William, og da han erfarer, at Torben nu skal tage sig af sit barnebarn efter datterens død, begynder et kapløb med tiden.
