Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.
En gul bus med 67 sæder i Vestjylland. En underskriftindsamling skal afleveres i København. Men fremmødet er sølle tre passagerer. Bussen afgår klokken 09.00, og tidsplanen er stram. Spørgsmålet er bare, om æg kan blive for gamle, om man er homoseksuel, hvis man aldrig flytter hjemmefra, om der er andet end sort, der rimer på Ford, og om der er nogen landmænd til stede? Optagelserne til den eksperimenterende film er foregået non-stop i bussen fra Vestjylland til København. Undervejs er skuespillerne blevet påvirket via scenarier og episoder, som er konstrueret på forhånd. Skuespillerne har været uvidende om det egentlige handlingsforløb og de forskellige passageres agendaer frem til afslutningen af de ni timers, uafbrudte optagelser.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.
Adil har kun et brændende ønske: At blive genforenet med sin bror, der for længe siden drog i krig uden ham. Han erfarer dog hurtigt at alting har sin pris og Adil må tilsidesætte sin moral for at kunne udføre en række opgaver for en lyssky gruppe, som til gengæld vil opfylde hans ønske og sende ham ned til sin bror. Dagen oprinder og muligheden for at komme af sted opstår pludselig – men der venter dog en sidste opgave, der skal bevise hans værd som loyal og koldblodig soldat. Snart smuldrer Adils selvforståelse, og grænsen imellem ven og fjende synes at være mere utydelig end nogensinde før.
Da Eik Skaløe, forsanger i hippiebandet Steppeulvene, begår selvmord i Indien i 1968, bliver han med det samme til en myte. I 2011 beslutter Johan Knattrup Jensen sig for at rejse i Eik Skaløes fodspor, dog med et håb om at overleve. Han medbringer en digtsamling, en notesbog og sin tykke producer, Mikkel Kastberg. Sammen vil det umage par finde vejen gennem det store, fantastiske Indien til paradiset, der ligger lige på kanten af forstanden.
Amala dagdrømmer om at være en del af den danske nabofamilie, mens hun forsøger at være en god tamilsk pige. Da hendes mor opdager, at hun har en hemmelig dansk kæreste, ender det i et stort skænderi. Amala ville ønske, at hun havde en dansk familie. Morgenen efter vågner Amala op hos nabofamilien.
