
To mennesker, som aldrig før har mødt hinanden, er i hver sin ende af Berlin bundet til deres senge grundet sygdom. I deres ensomhed og i manglen på støtte fra deres nærmeste mødes de gradvist og momenter af nærhed opstår mellem dem.
Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.

"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."

De to færinge, Marita og Elinborg, mødes tilfældigt i Føtex. De har kendt hinanden længe, og mødet starter glædeligt. Men noget er galt. Noget som Elingborg ikke vil snakke om. Og hvad startede som en høflig samtale udvikler sig langsomt til et større opgør om deres venskab. "Ikki illa meint" er en hjemstavnsfortælling lang væk hjemmefra som undersøger hvordan skiftende omstændigheder kan ændre selv de dybeste venskaber.

Om 12-årige Christian, der sammen med sin ven bliver inviteret hjem til den lidt ældre Janus. I kælderen introduceres Christian både for Janus’ kongeboa og pornoblade, der flyder på gulvet. Mens Christian går på opdagelse i bladene, nærmer kongeboaen sig langsomt en intetanende mus på gulvet, og spændingen stiger effektfuldt i sekvensen, der kulminerer med Christians første udløsning.


