Journalisten Eva trives med den vidtløftige stemning på avisen Borgeren, og stiller sig uforstående, da praktikanten Nikoline føler sig generet af tilnærmelser fra en overordnet. Da Eva indlader sig på en flirt med avisens nye direktør, får det imidlertid drastiske konsekvenser, og hun må kæmpe hårdt for at bevare både sit selvbillede og sin position på avisen.

Klimakrisen raser i en nær fremtid. Forskeren Lilly lever ensomt og isoleret, mens hun forsøger at opretholde sine idealer i det kyniske firma, hun arbejder for. Da hendes chef presser hende til at forhaste udviklingen af en biologisk kunstig intelligens, Gaia, tager Lilly et valg, der vil forandre hende for evigt.

Da Laura mister sin far, må hun navigere i en sorg, der hverken lader sig kurere eller kontrollere. I et personligt filmisk sprog kommer vi nært den indre tomhed og frustration, der ofte efterfølger tabet af en man elsker. Samt kontrasten til verden og til andre mennesker, der kan synes at suse urørte forbi mens man selv står i et vakuum. Gennem Lauras forhold til søsteren Alba fornemmes dog samtidig trøsten og kærligheden som en del af det savn, de nu deler på hver sin måde. Viklet ind i deres samtaler og i de følelser, der er svære at sætte ord på, mærkes den spæde refleksion over sorgen som en del af det liv, der fortsætter.

Ea er for første gang forelsket, og endda i sin bedste ven Sune, som hun har introduceret til hendes rollespilsverden; en mytisk og magisk verden hvor overnaturlige væsner hersker. Men spillet tager en uventet drejning og Ea kan pludselig ikke skelne mellem spil og virkelighed.

Nat efter nat arbejder Erik alene i sit bageri. Her er hans eneste selskab natradioen, som han ihærdigt forsøger at komme igennem til for at blive “ugens joker”. Familien er efterhånden kommet så langt på afstand, at Eriks forsøg på at genetablere kontakten synes forgæves. En depression tager til og sender Erik ud af en tangent, der kulminerer i et desperat råb om hjælp.

Med assistance fra teenagesønnen Silas underviser kærlighedscoachen Jacqueline en gruppe kursister i at elske sig selv. Men da en kursist udfordrer hendes metoder, udløser det en magtkamp, som kaster Jacqueline ud i et skræmmende møde med sig selv.





