
En enkel og varm film om kunsten at miste. Christians far dør af kræft, og Christian bliver alene med sin mor. Sammen prøver de at forstå og at finde en ny måde at leve videre med hinanden og med den, som gik bort. Christian kaster sin omsorg på et lille pindsvin, han aldrig har set. Han fodrer det, tror på det og kan sige “pindsvin” på alverdens sprog. Nabopigen udfordrer hans forestillinger, både om faderen og om pindsvinet, men er samtidig hans fortrolige i sorgens tid. Hun og moderen hjælper Christian til at komme videre, til at give faderen en ny bolig, inden i Christian selv. Filmen tager fat på et vanskeligt emne på en direkte og følelsesfuld måde
Da Eik Skaløe, forsanger i hippiebandet Steppeulvene, begår selvmord i Indien i 1968, bliver han med det samme til en myte. I 2011 beslutter Johan Knattrup Jensen sig for at rejse i Eik Skaløes fodspor, dog med et håb om at overleve. Han medbringer en digtsamling, en notesbog og sin tykke producer, Mikkel Kastberg. Sammen vil det umage par finde vejen gennem det store, fantastiske Indien til paradiset, der ligger lige på kanten af forstanden.

De to venner, Alex (12) og Viktor (12), tilbringer en weekend alene i Viktors mors hus i Hellerup. Som aftenen skrider frem med dertil følgende gyserfilm, slik og chips, fortæller Viktor Alex en uhyggelig historie om huset overfor. Et hus hvor der i sin tid boede en gammel dame, som døde sidste vinter. Huset har været sat til salg lige siden, men er ikke solgt endnu. Historien gør så stort indtryk på Alex, at han får mareridt om huset. Næste morgen på børneværelset opdager de to drenge gennem Viktors fuglekikkert, at der er nogen eller noget, som er flyttet ind i det tomme, uhyggelige hus overfor. Motiveret af ren og skær nysgerrighed, beslutter de to venner sig til at finde ud af, hvem der er flyttet ind. Det bliver en weekend og en leg, som kommer til at ændre de to venners forhold for altid.

Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.



