
Gitte og Frank begår rutineret indbrud i et villakvarter, hvor de denne nat overraskes af politiet. Gitte øjner chancen og udgiver sig for at være ejeren af villaen. Frank er tøvende, men lader sig forføre af Gittes plan. Men inden de ser sig om, er de hvirvlet endnu dybere ind i en løgn som får fatale følger.
På et krydstogtskib fyldt med ensomme mennesker arbejder Emmalou som tjener. Hun sørger over tabet af sin kæreste, som omkom i en ulykke et år tidligere. En udklædt lille dreng stiger en dag på skibet og forsøger at få kontakt med Emma-lou. Deres møde er med til at skubbe Emmalou i gang med et nyt kapitel i hendes liv.

Cirkuspigen Mays er 22 år, bor i de palæstinensiske besatte områder og planlægger et liv med sin svenske kæreste Caspar i Stockholm, hvor hun vil læse på universitetet. Men der er langt fra drøm til virkelighed og familiens forventninger og svensk bureaukrati lægger forhindringer i vejen for det unge par.

En dokumentarfilm om det særprægede Thy. Filmen er en hyldest til de originale og selvkørende thyboere. Egnen Thy portrætteres igennem en filmisk mosaik af en række personligheder: Museumsforvalterparret John og Harald, jagtbutikejeren Krudt-Peter, rideskolelæreren Viggo og kvæghyrden Inger, der tager os med rundt i Hjardemål Klit og igennem den rå natur fra fyrreskov til Vesterhav. Det er Thy som tilstand.

William er godt træt af Næstved. Han er træt af at bo på en mark, hvorfra man skal cykle 20 minutter i mørke for at nå ind til byen, han er træt af at holde halvdelen af sit liv hemmeligt for sin mor og far. Og han er træt af at hans bedste ven Magnus også er begyndt at opføre sig som hans forældre. Magnus er godt træt af at Larry ikke kan finde ud af at værne om sine kæledyr og at de derfor altid ender med at dø. Larry er pænt træt af at hedde Larry. De tre 19-årige venners voksenliv rykker nærmere og de ubekymrede tider med jordkolde pilsnere, shoplifting og drømme om jordomrejser på fælles fiskekutter begynder at rinde ud. William står med en loyalitetskrise. Valget står imellem de fælles drengedrømme og Williams egne. Skal han blive i Næver eller gå sine egne veje?


