
Bedemanden Phil må pludselig forholde sig til sin egen sorg, da hans kone Julianne dør. Med sorgen følger også et møde med den sønderknuste datter Sarah, som Phil ikke har forholdt sig til i mange år.
Hvad ville der ske hvis man tog en ekstravagant genre som musical-genren og satte den i et naturalistisk univers? Hvis man blandede hyperrealismen i improvisationsskuespil med fulde sange optaget live på set, og samtidig havde ønsket om at det skulle virke naturligt at bryde ud i sang. Dette er Blåt Lys et forsøg på. Det er historien om Alma, der har forladt København og sin spirende musikdrøm for at flytte tilbage til Århus, og som i mødet med sin tidligere bandkammerat Anders, konfronteres med sit valg om at have forladt bandet samt sin tiltagende angst for at spille musik. Det er en film om småeksistentielle kreative kriser i startyverne, at turde blotte sig selv samt hvad musik kan for os mennesker. Det er en film om de små ting, de små beslutninger og de små realisationer.

To brødre mødes ved deres afdøde fars gård – deres barndomshjem. Klavs er en tilsyneladende ansvarlig familiefar og Jens netop løsladt fra fængslet. De håndterer afmagten og vreden over farens død forskelligt, men langsomt ændres deres roller.

En tilfældig morgen deler tre forskellige mennesker gennem deres ubeslutsomhed den samme skæbne; en ung bagerjomfru går glip af kærligheden, en ældre herre forpasser muligheden for at forsone sig med sin søn og en ung mand, fastlåst i sit job, udskyder sine drømme.

Sømanden, Jørgen vender for en enkelt aften hjem til Danmark, og forsøger at opspore sin gamle kærlighed, som han måtte tage afsked med for mange år siden. Som natten skrider frem, må Jørgen dog indse, at meget har forandret sig, og undervejs gør han sig chokerende opdagelser om sig selv og om den kvinde, han elskede.


