En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?
Efter deres fælles fars død, vil Sigurd tilgive sine ældre halvsøskende Astrid og Jens for den mobning de udsatte ham for som barn, men det kommer ikke til at gå som planlagt. Astrid og Jens vil ikke tage imod tilgivelsen, da de ikke føler, de har gjort noget, de skal tilgives for. Afvisningen får Sigurd til at indse, at han faktisk vil have en undskyldning, men det får kun konflikten mellem ham og hans søskende til at eskalere. De falder alle tilbage i deres gamle roller og traumer fra barndommen bringes op til overfladen.
Nick skal lave et doku-program om Ernst – en ganske almindelig fyr. Kanon idé mand! Det bliver helt sikkert et hudløst ærligt portræt af en fyr og den tider han lever i. et program fyldt med ”nærdøden”-situationer og voldsomme følelsesudbrud. Det er nemlig det, der er det interessante ved doku-programmer: Man arbejder med følelserne… ikke.
Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.
