På kanten af samfundet, for enden af havnen lever brødrene Fritz og Charles en stillestående tilværelse, indtil en fremmeds ankomst og et ildevarslende brev rusker op i skyldfølelse, skuffelser og vækker en svunden drøm til live.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
Med et åbent sind byder Dana den kunststuderende Penelope ind i sit hjem for at udføre en performance. Episoden efterlader Dana med mere end blot en klump i halsen, og i vildrede over hvad der skete den dag i sin lejlighed, tager hun til Penelopes fernisering for at få afklaring.
Den unge fisker Verner burde ikke længere tage på havet, for hjertet kan ikke holde til arbejdet, men det er dér, han hører til. Samtidig prøver landsbydrengen Jeppe desperat at få Verners opmærksomhed, for Jeppe drømmer om at blive fisker. Sammen tager de ud på deres sidste og første færd på havet.
