Da stjernepsykologen John Lykken får besøg af døden, som giver ham 24 timer til at tage afsked, får han med ét mægtig travlt. Johns karriere er på sit højeste og han står netop samme aften over for, at skulle modtage en meget prestigefyldt pris. For John bliver det magtpåliggende at nå at lave et barn på sin unge kæreste Freja inden døgnet er omme. Forgæves forsøger han at tigge, tvinge og trygle hende til at makke ret, men først da John formår at vælge kærligheden frem for sit store ego, får han det, han ønsker og mere til og John kan nu møde døden med ro i sjælen. Men skæbnen har endnu et par overraskelser i baghånden inden tæppefald. Og måske er prisen for Johns sjælfred endnu højere end han drømmer om?

Da Anna forlades af sin kæreste, Mikkel, styrter hendes verden sammen, og en række uforklarlige hændelser begynder at udfolde sig. Foruroliget prøver hun at finde ud af, hvad der ligger bag, men i stedet for at nærme sig en forklaring, synes verden omkring hende blot at opløses, indtil hun ikke længere kan kende virkelighed fra fiktion.

Håndboldtræneren Bojana bliver sat på prøve, da forældrene til lilleputholdet sætter spørgsmålstegn ved hendes - i deres øjne - hårde facon og (u)pædagogiske metoder. Det kulminerer for hende under en håndboldkamp, hvor alle har en holdning til, hvordan hun bør være - både som menneske og som træner. Hun må derfor vælge: Skal hun lytte til kritikken og skrue ned for sit temperament, eller skal hun risikere konsekvenserne af at holde paraderne oppe og stå ved sig selv og sine værdier?




