Nogle få autentiske øjeblikke, en scene, en almindelig morgen, et sted i Kbh. Hverdagens små glimt står klarest når vi er alene: I et mix af kærlighed, kunst & køkkenvask får Frej at mærke at humor ikke er Magnus’ styrke.
Roland står uden for det kollegiale fællesskab i bowlinghallen, hvor han arbejder. I kølvandet på en tragisk ulykke finder han dog, som det eneste vidne, pludselig bekræftelse fra sine kolleger. Men så begynder han at pynte på historien.
"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."
Jo mere tid der går, jo sværere bliver det for Peter at fortælle sin kæreste, Sara, om den mørke hemmelighed han bærer rundt på. Men da Peter og Sara møder en mystisk mand i supermarkedet, begynder Peters fortid langsomt at komme frem i lyset. Peter bliver bliver tvunget til at træffe et valg: Skal man gemme sine spøgelser væk eller skal man åbne op og fortælle sandheden?
