
Cirkuspigen Mays er 22 år, bor i de palæstinensiske besatte områder og planlægger et liv med sin svenske kæreste Caspar i Stockholm, hvor hun vil læse på universitetet. Men der er langt fra drøm til virkelighed og familiens forventninger og svensk bureaukrati lægger forhindringer i vejen for det unge par.
En narkoleptisk pige lever i et tåget grænseland mellem drøm og virkelighed, indtil hendes lidelse en dag kaster hende ud i en faretruende situation, hvor det bliver afgørende at kunne skelne mellem drømmetilstand og virkeligt mareridt. I filmen optræder udelukkende karakterer, der spiller ’sig selv’ i rekonstruerede situationer baseret på hovedkarakterens egne (virkelige) dagbøger, og’ Versioner’ udforsker dermed bevidst grænsen mellem iscenesættelse og virkelighed, skuespil og autenticitet.

"I denne film undersøges forstaden som tilstand gennem øjnene på en teenagepige i en 7. klasse. Sofie tager os gennem det sociale og kulturelle landskab, som forstaden udgør, og det overordnede portræt af forstadsmiljøet skildres gennem en coming of age-fortælling om kropslig akavethed, hemmelige forelskelser og forsøget på at finde sin identitet i en identitetsløs forstad. En ulmende spænding præger dette spor i filmen, men det er en spænding som synker sammen ligeså hurtigt som den opstår. Vi har at gøre med et antidrama: små ansatser til et klimaks som aldrig nås, en søgen uden slutmål. Forstadsfortællingen rammes yderligere ind af et skolestykke. En opførelse af den græske myte “Pyramus og Thisbe”. I denne scene får de store følelser plads, et sandt drama! Her skal katharsis finde sted! Men som i de fleste skolestykker er skuespillet akavet og uden indføling. Dramaet står tilbage som en mærkelig misdannet udvækst på fortællingen."

Friheden til at ytre sig bør hænge sammen med pligten til at lytte. Dét mener jeg at alt for mange har glemt. Jeg oplever at folk er blevet bange og hadefulde. At verden i dag deles op i en akse af gode og onde mennesker.Men der er ingen onde mennesker. Alle vil jo dybest set det bedste med livet.Så længe terrorister og magthavere er mennesker, der kan elske – så længe er der et håb om fred og sameksistens. Med AFR undersøger jeg filmmediets muligheder for manipulation i moderne historiefortælling. AFR har en form der er genkendelig fra vores medier, bygget op af velkendte elementer, men materialet er samlet på utraditionel vis og indholdet bliver dermed en ny fortælling om vores verden.Jeg har på den måde forsøgt at udforske bedraget og manipulationen – undersøge de moderne massemediers magt indenfor politik og historieskrivning. Jeg opfatter kunst som mediet for den humanistiske overvejelse; hvor mennesket og sjælen er i centrum. På denne baggrund har jeg lavet filmen – uagtet gældende lov og moral. Og måske derfor – vil filmen virke provokerende på enkelte. Men ytringsfrihed og demokrati er ikke en selvfølge. Det er noget vi skal kæmpe for. Og når vi har det, er det en gave, som skal bruges til at udfordre og udvide frihedens grænser. I modsat fald indskrænkes friheden til at tale, tænke, leve og elske, som vi vil.

Emil lever en afsondret tilværelse med sin online videokanal som tætteste bånd til omverdenen. Han er vanvittigt dedikeret fan af YouTuberen Frank, og kopierer alt hvad denne gør. Men i takt med, at Frank begynder at udvise en voksende irrationel adfærd, får Emil udfordret sit eget selvbillede og den virkelighed han har skabt foran kameraet.


