
Thomas er hjemvendt fra Bosnien. “Hjemkomst” strøer salt i et åbent sår i vores kollektive bevidsthed ved at afspejle hans sinds(s)tilstand; for der findes noget, der er langt værre end at dø, og det er ikke at turde leve! Der rejses ikke spørgsmål om ansvar. Formen er abstrakt fordi indholdet forlanger det. Hvis du holder at lyset for enden af tunnelen, så se en anden film men ellers: Velkommen i mørket!
En pige er blevet dræbt på nøjagtig samme måde som i forfatteren Eigil Strøms seneste roman. Nu banker det på døren. Foran Strøm står en fremmed mand. Han ønsker en signeret udgave af bogen, men Strøm er mistænksom: Hvem er manden? Hvorfor vil han indenfor? Og hvorfor spørger han så meget til den dræbte pige?

Det er jul, og Daimi er alene med sin eneste ven i verden: en kælegris. Et juletræ blinker konstant i stuen, de engang så farvestrålende vægge er i muggent forfald, og hele huset synes at være i forrådnelse. Daimi har ingen kontakt med sin omverden og gemmer sig, når det banker på. Når hun føler sig allermest alene, kalder hun på sin mor, men får aldrig noget svar. I selskab med den lille gris danser, bager og leger hun sig væk fra de hårde realiteter, mens fantasi og virkelighed smelter sammen i en stigende klaustrofobi og ensomhed. Daimi ved, at der er noget galt, og i det eneste rum i huset, hun ikke vil gå ind i, findes den sandhed, hun for alt i verden vil undgå.

Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.



