“Vidste du at mennesker, som lever i et parforhold, er lykkeligere end andre? – det er videnskabeligt bevist. Spørgsmålet er bare, om det er ens partner der gør en lykkelig, eller om det kun er lykkelige mennesker, der finder en partner?” Daniel, kapitel III.
Uegnet for børn under 18 år. 1961. Andrea arbejder som sygeplejerske for en døende kvinde på en lille ø på Færøerne. Hun bærer på en stor sorg, som hun forsøger at glemme. Men da mærkelige ting begynder at ske i det gamle hus, og grænserne mellem de levendes og de dødes verden bliver udvisket, må Andrea indse at man ikke kan flygte fra sin fortid.
På et krydstogtskib fyldt med ensomme mennesker arbejder Emmalou som tjener. Hun sørger over tabet af sin kæreste, som omkom i en ulykke et år tidligere. En udklædt lille dreng stiger en dag på skibet og forsøger at få kontakt med Emma-lou. Deres møde er med til at skubbe Emmalou i gang med et nyt kapitel i hendes liv.
Nick skal lave et doku-program om Ernst – en ganske almindelig fyr. Kanon idé mand! Det bliver helt sikkert et hudløst ærligt portræt af en fyr og den tider han lever i. et program fyldt med ”nærdøden”-situationer og voldsomme følelsesudbrud. Det er nemlig det, der er det interessante ved doku-programmer: Man arbejder med følelserne… ikke.
Gitte og Frank begår rutineret indbrud i et villakvarter, hvor de denne nat overraskes af politiet. Gitte øjner chancen og udgiver sig for at være ejeren af villaen. Frank er tøvende, men lader sig forføre af Gittes plan. Men inden de ser sig om, er de hvirvlet endnu dybere ind i en løgn som får fatale følger.
Egentlig ville jeg lave en politisk film om magtens syge verden, men Peter insisterede på noget mere enkelt; noget med almindelige mennesker og kærligheder, sex og vold. Nogen synes måske, det lyder helt vildt enkelt? Det synes jeg egentlig ikke. Men han har fået, hvad han bad om, og selv vi blev stinkende uvenner, mens vi lavede filmen er vi heldigvis blevet bedste venner igen. Filmen er en kærlighedsfilm og en skildring af mennesker, som vi alle kender dem.