Medlemmer

Fra den vestjyske hede ad tumultiske omveje fremnået til det der længe lå og ulmede. Gnisten i øjet. På vej tilbage. Til det der var det der var. Ham. Siden dengang i Ulstrup, hvor læren i dansk var en stjerne på himlen og poesi blev ud og op levet. Den unge mand, der fortsatte deraf forsøger senere, halvkastreret, som han er, at forføre lærerinden i dansk, ved følgende opblæsning: De, unge dame, vil af kommende generationer, blive spurgt: ham K. Sønderby, er han i familie med ham, K. Sønderby. Hovent, selvfølgelig, og gudsbespottende retfærdigt tildeles han således en båd af træ og sejl, som i følgende år fører ham for vinden drivende tilfældigt mod strømmen. Tættere og tættere på den havn han dengang havde drømt om, navigerende gennem tågen efter stjernerne, langt langt ude. I sit hovede svævende på en kongestol, i bund og grund pøsende det piblende vand, ud af en frønnet skude.

I slutningen af tredje akt finder vi ham i en havn, hvor han slikker sine sår rene, provianterer og opgør fangsten: vindbidte øjne og en havfrue med bryster af guld