Presse

Foreningen
Super16 er den førende uafhængige filmuddannelse i Danmark. Med base i Nordisk Films studier i Valby, drives Super16 som en forening af unge filmskabere over et tre-årigt forløb.

Hvert andet år skal de nuværende medlemmer af Super16 optage 6 instruktører, 6 producere og 4 manuskriptforfattere til at fortsætte skolen.

Hensigten
Super16 fokuserer på udvikling af talentmassen i den danske filmindustri gennem teoretisk og praktisk undervisning, som medlemmerne selv tilrettelægger, og det med en prioritering af at holde processen fri af topstyring og kreative restriktioner for at skabe et modigt og selvstændigt kreativt miljø.
Der er ingen ledere og overordnet administration; vi driver foreningen selv. Overordnede retningslinjer og fremtidsplaner diskuteres på fællesmøder. Derudover eksisterer en række underudvalg med ansvar for undervisning, PR, fundraising, hjemmeside mv.

Super16 holder hvert år offentlige premierer på de film, der produceres på skolen, hvoraf mange produktioner har vundet priser i ind- og udland.

Økonomien
Super16 er ikke underlagt statslige tilskudsordninger og man modtager derfor ikke undervisningsstøtte (SU) når man går på uddannelsen. Vi overlever økonomisk på uundværlige bidrag fra filmbranchen, fondsmidler og medlemmernes egne sparepenge.

Støtte og hjælp
Vi modtager hjælp og støtte til vores uddannelse og vores produktioner fra utallige virksomheder og folk i filmbranchen. Økonomisk finansieres Super16 bl.a. af Nordisk Film, Nordisk Film Fonden, Det Obelske Familiefond, Filmkopi, Dansk Skuespillerforbund, Det Danske Filminstitut, Dansk Dramatikerforbund, Instruktørernes blankbåndsmidler, Nordea Fonden, Bikuben Fonden m.fl.

Historien
Super16 blev grundlagt i 1999 af tre idealistiske filmskabere, der ville skabe et alternativ til den etablerede filmskole. Navnet hentyder til antallet af elever og filmformatet 16 mm, som i 1920'erne blev udviklet som økonomisk alternativ til de bredere filmruller.

Siden Super16s oprettelse er der sket meget, og elever fra foreningen har i dag etableret sig stærkt i den danske filmbranche og har bl.a. stået bag flere biografsucceser i nyere tid samt vundet priser på store internationale festivaler.

I 2011 besluttede medlemmerne af Super16 årgang 6, at skolen skulle udvides til også at omfatte en manuskriptlinje, og i efteråret samme år startede årgang 7, der som de første havde erstattet to hhv. intruktør- og producerpladser med fire manuskriptforfattere.